Affaldssagsbehandler med fokus på cirkulær økonomi og miljøtilsyn i Aabenraa Kommune

dato

Vil du bidrage til at fremme den cirkulære tankegang, og har du lyst til at indgå i et tæt samarbejde om at realisere det styrkede affaldstilsyn i Aabenraa Kommune?
Vi har ambitiøse mål om at sikre, at ressourcerne holdes i kredsløb længst muligt, så vi skaber en positiv effekt på miljøet og sikrer de rette rammer for affaldshåndtering for borgere og erhverv.

Om os
Aabenraa Kommune er en erhvervsvenlig kommune med en klar grøn vision. Vi arbejder aktivt for at fremme bæredygtighed og den cirkulære tankegang på affaldsområdet gennem nært samarbejde med borgere, virksomheder og vores forsyningsselskab Arwos.

Stillingen hører til i Team Miljø i afdelingen Byg, Natur & Miljø. I Team Miljø er vi myndighed for landbrugets og industrivirksomheders miljøforhold, grundvand, støj, jordforurening, varmeplanlægning, affald, spildevand, badevand og skadedyr.

Vi er 25 højt motiverede og veluddannede medarbejdere med uddannelser som f.eks. ingeniør, biolog, miljøteknolog, agronom og geolog. Teamet er præget af en uformel omgangsform, hvor humor og godt samarbejde vægtes højt. Vi er et team, der fungerer rigtig godt både fagligt og socialt. Vi er en erfaren gruppe, så der er mulighed for sidemandsoplæring, hvis der er opgaver, du ikke har erfaring med.

Om stillingen
Sammen med en anden affaldssagsbehandler bliver du del af et hold på syv miljøsagsbehandlere i Industrigruppen, der arbejder med virksomhedsmiljø, herunder virksomhedstilsyn, støj, borgerhenvendelser, affald, forurenet jord og miljøgodkendelser.

Vi har i slutningen af 2024 vedtaget en ny affaldsplan med fokus på cirkulær økonomi, der sammen med kommunens affaldsregulativer og affaldslovgivningen kommer til at danne grundlaget for en stor del af dit arbejde og samarbejdet med forsyningsselskabet Arwos.

Da vi er en kommune og en afdeling i udvikling, er der en vis sandsynlighed for, at dit arbejdsområde med tiden vil udvide sig alt efter dine kvalifikationer. Vi kan især få brug for, at du bidrager til gruppens øvrige opgaveløsning, og at du deltager i det tværfaglige arbejde mellem natur og miljø.

Dine opgaver
Opgaverne er først og fremmest at

  • udføre affaldstilsyn, både i tilknytning til miljøtilsyn på virksomheder og det styrkede affaldstilsyn
  • implementere tiltagene i affaldsplanen og sikre formidlingen til borgere og virksomheder
  • sagsbehandle regulativsager, der typisk løses i samarbejde med Arwos
  • udarbejde dagordenspunkter til udvalgsmøderne
  • vejlede borgere om affaldslovgivningen
  • holde dig ajour med lovgivning inden for miljøområdet – særligt på affaldsområdet
  • løse andre små og større opgaver med udgangspunkt i miljølovgivningen
  • være sparringspartner for dine kolleger i sagsbehandlingen

Vi tilbyder
  • alsidige, meningsfulde opgaver samt gode muligheder for faglig og personlig udvikling
  • gode muligheder for deltagelse i kurser samt tæt sparring og samarbejde med dygtige, engagerede kollegaer
  • en start-pakke af kurser, som giver en god introduktion til kommunen og arbejdet som sagsbehandler
  • stor frihed til at tilrettelægge arbejdet, såvel fagligt som i forhold til arbejdstid, afholdelse af ferie og hjemmearbejdsdage
  • gode muligheder for at deltage i sociale arrangementer bl.a. i personaleforeningen

Om dig
Du er fagligt kvalificeret med en baggrund som ingeniør, biolog, miljøteknolog eller lignende, gerne med erfaring inden for affalds- eller miljøområdet og interesserer dig for arbejdet i en politisk ledet organisation. Du har gode kommunikative evner, og du kan skabe de gode relationer til vores interne og eksterne samarbejdspartnere, da det er en betingelse for det værdifulde samarbejde. Det betyder, at du skal kunne stå fast på, at gældende lovgivning skal overholdes, men samtidig være i stand til at lytte til alle parter og være åben for relevante og måske nye måder at løse en konkret problemstilling på.

Du skal kunne kombinere din myndighedsrolle med en serviceminded tilgang, hvor såvel hensynet til miljø- og naturinteresser som til borgere og erhverv bliver varetaget. Kommunikation er hos os et nøglebegreb, og det er væsentligt, at du kan indgå i en konstruktiv dialog med borgere og andre relevante parter.

Du arbejder effektivt og systematisk med fokus på at prioritere og sikre fremdrift i dine sager, og du har forståelse for udfordringerne ved at afbalancere hensyn til erhverv i forhold til hensynet til miljø og natur.

Derudover lægger vi vægt på, at du:
  • har flair for brug af IT-værktøjer - vi bruger f.eks. GIS, Acadre og GeoEnviron
  • kan planlægge, strukturere og prioritere dine opgaver
  • kan holde hovedet koldt og ikke lader dig slå ud af modstand, konflikter eller forhindringer
Vi forventer ikke nødvendigvis, at du har et indgående kendskab til det hele, men du skal have forudsætningerne, enten fra din uddannelse eller via erfaring fra andre ansættelser, og have lyst og evne til at opsøge viden og sætte dig ind i emner, du ikke umiddelbart kender til.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte kemiingeniør Lillin Villadsen på tlf. 7376 8961, e-mail lv@aabenraa.dk, eller teamleder Jon Kjær Jensen på tlf. 7376 6286, e-mail jkje@aabenraa.dk.

Løn og ansættelsesvilkår
Der er tale om to fuldtidsstillinger. Løn og ansættelsesvilkår i forhold til gældende overenskomst.

Ansættelsesstart er den 1. april 2025. Ansættelsesstedet er Rådhuset, Skelbækvej 2, 6200 Aabenraa.

Ansøgning
Send din ansøgning og relevante bilag via linket senest søndag den 16. februar 2025.
Ansættelsessamtaler finder sted i uge 8.

I Aabenraa Kommune har vi løbende brug for nye kolleger, der kan bidrage til kommunens fortsatte udvikling. 

Kommunens mission er, at vi sammen skaber Det Gode Liv.

Er du tilflytter, vil vi gerne, at du falder hurtigt og godt til. Derfor har vi en række tilbud til dig - og dem der eventuelt flytter med.


Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=0adcf515)

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aabenraa Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Aabenraa Kommune, Skelbækvej, 6200 Aabenraa

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 16-02-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/91d58263-018b-49b9-b26b-5b92c5576b6c

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet