Bliv natursagsbehandler i Aabenraa Kommune og vær med til den grønne omstilling i en varieret landbrugskommune

dato

Vi søger en medarbejder, som har lyst til at arbejde med sagsbehandling på naturområdet i en stor og naturmæssigt meget varieret landbrugskommune, som strækker sig fra Lillebælt med kuperede områder i øst til hedeslette og ålandskaber i vest. Lyder det spændende og er det noget, som du kan? Så modtager vi gerne en ansøgning fra dig.

Om os
Aabenraa Kommune er erhvervsvenlig og optaget af bæredygtighed. Kommunen har en strategi for bæredygtig udvikling og arbejder aktivt og i et tæt og konstruktivt samarbejde med blandt andet landbruget for at gennemføre den grønne omstilling.

Som natursagsbehandler hos os forventer vi, at du kan stå fast på, at gældende lovgivning overholdes, også i konfliktfyldte situationer. Samtidig skal du være i stand til at skabe dialog med borgere og virksomheder og bidrage aktivt til at finde løsninger, hvor naturen beskyttes samtidig med, at der er plads til landbrug og andre erhverv. Derfor er kommunikation en vigtig evne hos naturmedarbejdere.

Om stillingen
Stillingen hører til i Team Natur & GIS i afdelingen Byg, Natur & Miljø. Teamet har 18 medarbejdere og en teamleder. Vi løser blandt andet opgaver inden for natur, landskab, vandløb, klimatilpasning, Natura 2000, vandplan- og naturprojekter, Grøn Trepart og GIS. Vi har et højt fagligt niveau og en uformel omgangstone, og vi lægger stor vægt på at samarbejde, hjælpe og sparre med hinanden på tværs af grupper og fagligheder.

Stillingen opslås, fordi en af vores sagsbehandlere har søgt andre udfordringer.

Du bliver en del af naturgruppen med fem sagsbehandlere, som samarbejder og sparrer omkring løsning af opgaver. Gruppen sidder sammen og har et godt socialt fællesskab.

Gruppen har et meget bredt opgavefelt, hvor behandling af ansøgninger udgør en stor del af arbejdet, men hvor omfanget af opgaver vedrørende natur og biodiversitet er stigende. P.t. arbejder gruppen blandt andet med at udvikle biodiversiteten på kommunens egne arealer. Den enkelte løser typisk sager vedrørende Naturbeskyttelseslovens §3 samt et udvalg af andre opgaver, afhængigt af kompetencer.

Vi forventer ikke nødvendigvis, at du kan løfte opgaven fra dag ét, men du skal have forudsætningerne enten fra din uddannelse eller via erfaring fra andre ansættelser. Du må gerne være nyuddannet, men skal have interesse for de nævnte områder, gå på-mod og lyst til at lære.

Dine opgaver kan for eksempel være at

  • udarbejde afgørelser efter Naturbeskyttelsesloven vedrørende især §3 samt beskyttelseslinjer og offentlighedens adgang og foretage de nødvendige besigtigelser i felten
  • foretage vurderinger af interne og eksterne planer, projekter og ansøgninger i forhold til f.eks. §3-beskyttet natur, Natura 2000 og bilag IV-arter, fredninger og landskab
  • behandle ansøgninger om etablering af søer
  • løse opgaver vedrørende for eksempel Natura 2000-handleplaner, biodiversitetsplan, plejeplaner og mindre naturprojekter
  • bidrage til forskellige projekter og planer med ideer og løsningsforslag til, hvordan man kan høste merværdier på naturområdet og overholde naturlovgivning og kommuneplanretningslinjer.

Vi forestiller os, at du
  • har en naturvidenskabelig, planlægningsmæssig, forvaltningsmæssig eller anden relevant uddannelse som f.eks. biolog, naturressourcekandidat eller skov- og landskabsingeniør
  • har et godt kendskab til botanik, naturtyper og bilag IV-arter og gerne interesse for forskellige artsgrupper
  • har kendskab til og kan anvende relevante IT-værktøjer herunder GIS
  • er god til at formulere dig både skriftligt og mundtligt
  • har kørekort.
Det er en fordel, hvis du har kendskab til kommunal sagsbehandling og planlægning, gerne på naturområdet

Derudover lægger vi vægt på, at du som person
  • kan planlægge, strukturere og prioritere opgaver
  • tør træffe en faglig afgørelse og får sagerne gjort færdige
  • kan finde gode løsninger på komplekse problemstillinger og har flair for juridiske problemstillinger
  • kan holde hovedet koldt og lader dig ikke slå ud af modstand, konflikter eller forhindringer
  • både kan arbejde selvstændigt og deltage i gruppens samarbejde og sparring.

Vi tilbyder
  • alsidige opgaver
  • gode muligheder for oplæring hos kollegaer, deltagelse i kurser samt tæt sparring og samarbejde
  • et introduktionsforløb, hvor du får en god indføring i arbejdet i en kommune
  • fleksibel arbejdstid og stor frihed til at tilrettelægge arbejdet i samarbejde med gruppen, såvel fagligt som i forhold afholdelse af ferie, fleks og hjemmearbejdsdage
  • gode muligheder for at deltage i sociale arrangementer bl.a. i personaleforeningen
  • hjælp til at finde en overgangsbolig, hvis du planlægger at flytte til området.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om nogle af de opgaver, vi arbejder med, kan du læse mere her.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte biolog Thomas Hæe Mogensen tlf. 5133 5042 eller mail thmog@aabenraa.dk, biolog Claus Bindslev Larsen tlf. 2199 9806 eller mail cbla@aabenraa.dk eller teamleder Tine Fricke tlf. 5170 2003 eller mail tfric@aabenraa.dk.

Løn og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fuldtidsstilling. Løn og ansættelsesvilkår i forhold til gældende overenskomst.
Ansættelsesstart er den 1. juli 2025. Ansættelsesstedet er Rådhuset, Skelbækvej 2, 6200 Aabenraa.

Der indhentes straffeattest i forbindelse med ansættelsen, som vil være betinget af, at attesten er tilfredsstillende.

Ansøgning
Send din ansøgning og relevante bilag via linket.
Ansøgningsfristen er søndag den 4. maj 2025.
Ansættelsessamtaler finder sted fredag den 9. maj 2025.

I Aabenraa Kommune har vi løbende brug for nye kolleger, der kan bidrage til kommunens fortsatte udvikling.
Kommunens mission er, at vi sammen skaber Det Gode Liv.
Er du tilflytter, vil vi gerne, at du falder hurtigt og godt til. Derfor har vi en række tilbud til dig - og dem der eventuelt flytter med.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aabenraa Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Byg, Natur & Miljø, Skelbækvej, 6200 Aabenraa

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 04-05-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/3e29abf8-58ae-46d5-9b8b-dc8685e7532b

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Opslag fra vores lokale erhvervAnnoncørbetalt indhold
Boliger til salg i Aabenraa

FÅ TRE GRATIS SALGSVURDERINGER AF DIN BOLIG

FÅ TRE GRATIS SALGSVURDERINGER

Adresse
Dine oplysninger deles med op til tre lokale ejendomsmæglere, som efterfølgende vil kontakte dig vedr. salgsvurdering.