Glem alt om støvede historiebøger – tirsdag den 16. september 2025 klokken 19.30 lander Flensborg Avis’ kulturjournalist Hans Christian Davidsen i Ensted Sogns Forsamlingshus i Stubbæk (syd for Aabenraa) med sin kulturguide-basker »Danmark syd for grænsen«.
Han fyrer op for billeder, video og masser af historier fra bogens 21 essays om alt fra kunstmuseer og historiske perler til musikfestivaler i Flensborg og hele Sydslesvig. Det handler om kulturelle hotspots fra grænsen og helt ned til Ejderen – fortalt i en skarp journalistisk stil, der gør historien levende. Fælles for alle historierne i bogen og i foredraget er, at de har et eller andet dansk islæt.
Hans Christian Davidsen er født i Haderslev i 1965. Han har skrevet kultur i Flensborg Avis siden 1996, hvor han også er vært på videoserien »Kultur på grænsen«. I 2023 blev han hædret med Sprogforeningens Sprog- og Kulturpris. Hans Christian Davidsen har udgivet adskillige bøger med udgangspunkt i det dansk-tyske grænseland.
Bogen kan købes på aftenen til en fordelagtig pris, og det hele koster kun 60 kroner i entre – medmindre du er medlem af Ensted Foredragsforening, så er det gratis. Et medlemskab på 120 kroner giver adgang til seks foredrag i den kommende sæson.