Myndighederne er fortsat i gang med at danne sig et overblik efter de voldsomme oversvømmelser

Profilbillede
dato

Politiet og øvrige myndigheder vil gerne rose borgerne for at have fulgt myndighedernes anvisninger.

Syd- og Sønderjyllands Politi er sammen med øvrige myndigheder lørdag fortsat i gang med at danne sig et overblik over situationen efter de omfattende oversvømmelser i Haderslev, Aabenraa og Sønderborg kommuner.

- Politiet og øvrige myndigheder har haft rigtig travlt det seneste døgn på grund af det farlige vejr. Dette gælder ikke mindst i de særligt udsatte områder langs østkysten i Haderslev, Aabenraa og Sønderborg kommuner. Myndighederne har derfor siden torsdag morgen arbejdet med at forberede indsatsen. Vejret har ud over de alvorlige oversvømmelser også ført til mange væltede træer samt afbrydelser af strømmen i flere berørte områder. Situationen har hen over det seneste døgn ført til evakuering af borgere fra særligt truede områder, herunder sommerhusområder, ligesom der i Aabenraa i aftes og i nat opstod akut fare for beboerne i indre by som følge af den bristede dæmning. Politiet og øvrige myndigheder vil gerne rose borgerne for at have fulgt myndighedernes anvisninger. Vi følger naturligvis stadig situationen tæt, og der vil også fortsat være en række opgaver, som myndighederne skal løse i fællesskab, forklarer politiinspektør Gert Bisgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet er fortsat klar ved telefonerne, og borgere, der har brug for hjælp, opfordres til at ringe 1-1-4.

Status lørdag eftermiddag er følgende:

Netselskabet N1 oplyser, at cirka 1.300 husstande fortsat er uden elektricitet. De berørte borgere skal være særligt opmærksomme, hvis der har været saltvand i deres elinstallation. På grund af risiko for kortslutning kan N1 ikke uden videre genetablere elektriciteten. I stedet skal installationen først gennemgås af en elinstallatør.

 

Aabenraa Kommune

  • Der bliver stadigvæk pumpet vand fra oversvømmelserne væk fra Aabenraas centrum.
  • Der er fortsat spærret af to steder i Aabenraa centrum. Dels er et stykke af Flensborgvej undermineret som følge af oversvømmelserne, dels er en kloakpumpe ude af drift på Opnørplads.
  • Borgerne skal være opmærksomme på, at vandet fra oversvømmelserne, blandet med kloakvand, kan være sundhedsskadeligt (se særskilt pressemeddelelse om dette).

 

Haderslev Kommune

  • Der blev lørdag formiddag genåbnet for adgang til samtlige sommerhusområder, hvor digerne var brudt sammen.

 

Sønderborg Kommune

  • Som følge af skaderne på dæmningen på Kegnæs er der opsat trafikregulering på vejen, da udelukkende et spor er farbart. Der er dog ikke nogen trafikale udfordringer forbundet med løsningen.
  • Der bliver stadigvæk pumpet overfladevand væk efter digesammenbruddet i Vemmingbund. 
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi