Politi og kommune sætter ind mod uro

Profilbillede
dato

Efter uro i Aabenraas bymidte inviterer politi og kommune beboere til informationsmøde

Aabenraa Kommune og Syd- og Sønderjyllands Politi går sammen om tryghedsskabende tiltag efter flere tilfælde af husspektakler, uro og vold omkring Kirkeplads i bymidten. Blandt andet er beboerne i området inviteret til et informationsmøde.
 
”Vi har stor forståelse for, at uroen kan få beboere til at føle sig utrygge og vi vil derfor meget gerne informere naboerne om situationen. Vi vil derudover øge vores indsats udover det vi gør i forvejen, ligesom vi inden længe ansætter en social vicevært på stedet”, siger afdelingschef Bjarne Ipsen fra Aabenraa Kommune.
 
En 40-årig mand fra området er sigtet for to tilfælde af grov vold. Det ene tilfælde fandt sted fredag den 29. september i en forretning i Vestergade, det andet på Kirkeplads mandag den 2. oktober. Den 40-årige mand nægter sig skyldig i begge forhold. Der har ikke været grundlag for fremstilling i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, men manden er fortsat sigtet, og der venter et efterspil. Begge sager er fortsat under efterforskning. Udover de to hændelser har politiet kun modtaget få anmeldelser fra området de seneste måneder.
 
Syd- og Sønderjyllands Politi har stort fokus på at øge trygheden i Aabenraas centrum. 
 
”Vi har øget vores patruljering for at genskabe trygheden i området og det vil fortsætte, ligesom vores mobile politistation kommer på stedet. Vi opfordrer derudover borgerne til at ringe til politiet på 1-1-4, hvis de oplever utryghedsskabende adfærd og anmelde eventuelle tilfælde af vold, trusler og anden uro. Vi tager alle henvendelser fra borgerne alvorligt og følger op på dem”, siger politiinspektør Kaj Nielsen.
 
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi