- Vi kan som politi sikre, at personer bliver stillet til ansvar for deres kriminelle handlinger. Samtidig inddrager vi Aabenraa Kommunes Social- og Sundhedsforvaltning med henblik på at bidrage med at finde permanente løsninger, understreger vicpolitiinspektør Henning Marcussen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Syd- og Sønderjyllands Politi har gjort flere tiltag for at øge trygheden i Aabenraas centrum efter en række tilfælde af husspektakler, uro og vold i bymidten.
Ud over den rent politifaglige indsats har vi indledt en dialog med Aabenraa Kommune for at finde løsninger i forhold til hændelserne.
- Vi har traditionelt et godt samarbejde med kommunerne, og her er en oplagt opgave for begge myndigheder i forhold til at skabe tryghed for borgerne. Vi kan som politi sikre, at personer bliver stillet til ansvar for deres kriminelle handlinger. Samtidig inddrager vi kommunens social- og sundhedsforvaltning med henblik på at bidrage med at finde permanente løsninger, understreger vicpolitiinspektør Henning Marcussen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Sigtelse i tre sager
Fakta om antallet af sager – og politiets håndtering af dem:
- Syd- og Sønderjyllands Politi har sigtet en 40-årig mand fra lokalområdet for to tilfælde af grov vold.
Den ene hændelse fandt sted fredag den 29. september i en forretning i Vestergade, hvor en ansat kom til skade.
Den anden hændelse fandt sted på Kirkeplads mandag den 2. oktober, hvor to mænd, der arbejdede på stedet, kom til skade.
Den 40-årige mand nægter sig skyldig i begge forhold.
Der har ikke været grundlag for fremstilling i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, men manden er fortsat sigtet, og der venter et efterspil. Begge sager er fortsat under efterforskning.
- Sagen om vold på Kirkeplads har rejst spørgsmålet, i hvor stort omfang, der er uro i området. Generelt fylder hændelser om vold, uro og husspektakler på pladsen ikke i politiets døgnrapport.
I perioden den 1. juli til den 9. oktober har Syd- og Sønderjyllands Politi modtaget enkelte anmeldelser hver måned, hvoraf der har været et tilfælde af vold.
- En 44-årig mand fra lokalområdet er sigtet for vold mod en kvinde fredag den 29. september klokken 05.00 på Kystvej i Aabenraa. Kvinden, der fulgtes med en kvindelig kollega, kom lettere til skade. Den sigtede har erkendt forholdet.
Den Mobile Politistation gæstede området
Den mobile Politistation gæstede tirsdag eftermiddag Kirkeplads i Aabenraa. I tilgift vil borgerne også i den nærmeste fremtid kunne opleve, at nærbetjentene vil være mere synlige i området.
- Formålet med vores øgede tilstedeværelse er at øge trygheden i bymidten. Generelt er det yderst sjældent, at der sker sådanne overfald, men det ændrer ikke ved, at vi har behov for at være ekstra synlige, fremhæver vicpolitiinspektøren.