Tina Karger kan ikke tage sclerosen fra sin datter, men hun kan være med til at gøre en forskel. Derfor står hun igen i år i spidsen for Scleroseindsamlingen i Aabenraa, hvor hun samler lokale frivillige om indsamlingsdagen.
Når tusindvis af frivillige søndag den 13. september går fra dør til dør for Scleroseindsamlingen, er Tina fra Aabenraa en af dem, der får dagen til at hænge sammen lokalt.
Hun rekrutterer indsamlere gennem sit netværk, planlægger dagen og har samtidig sin egen personlige indsamling. Men mindst lige så vigtigt for hende er det, at de mennesker, der bruger deres søndag på at samle ind, føler sig godt taget imod.
“Jeg synes, jeg har et personligt ansvar for, at de mange indsamlere får en god oplevelse både inden, under og efter indsamlingen. At tage hånd om de enkelte, når de kommer ind, være dem taknemmelige og give dem en god oplevelse, når de kommer med deres indsamlingspose.”
Derfor sørger Tina hvert år for kaffe, kage, frugt og vand, når indsamlerne vender tilbage. Og hun sætter gerne tid af til en hyggesnak om dagens oplevelser.
Sclerose rammer ikke kun den enkelte. Omkring 100.000 danskere er pårørende til et menneske med sclerose, og i alt er cirka 120.000 berørt som patient eller pårørende. Datterens sygdom har gjort engagementet i sclerosesagen personligt for Tina.
Hele familien hjælper til
Indsamlingsdagen involverer også resten af familien. Tinas mand, der til daglig arbejder som revisor, hjælper med optællingen og håndteringen af pengene. Hendes datter, som lever med sclerose, følger hjemmefra med i, hvordan indsamlingsbeløbet vokser i løbet af dagen.
“Det er skønt, at man som mor kan gøre en forskel for både sin datter, men også for de mennesker, der lider af sclerose.”
Datterens sygdom er også grunden til, at Tina bruger så meget tid og energi på sagen:
“Jeg ved godt, at jeg ikke kan tage sygdommen fra hende, men jeg kan være med til at gøre en forskel og håbe på, at vi på et tidspunkt får knækket koden til sygdommen.”
Netop forskningen er også det, Tina sætter sin lid til, når hun ser fremad:
“Jeg håber på og tror på, at videnskaben bliver bedre til at finde medicin for sygdommen, og at man på et tidligere tidspunkt i sygdomsudviklingen finder den passende medicin til den enkelte patient.”
Scleroseforeningens direktør Klaus Høm siger:
“Det gør en reel forskel, når mennesker over hele landet bruger nogle timer af deres søndag på at samle ind. De er både med til at skabe synlighed om sclerose og skaffe midler til forskning og støtte. Den opbakning er helt afgørende for vores arbejde, og vi er enormt taknemmelige for hver eneste, der går med.”
Klaus Høm, administrerende direktør i Scleroseforeningen
Scleroseindsamlingen finder sted søndag 13. september 2026.