Sygehus Sønderjylland har netop åbnet to nye sundhedstilbud i Aabenraa, som blev officielt indviet i fredags. Der er tale om en ny regional socialsygeplejeklinik og nye faciliteter til Psykiatrisk Akutmodtagelse (PAM).
Den nye socialsygeplejeklinik, den første af sin slags i Region Syddanmark, henvender sig direkte til socialt udsatte borgere, som kan få hjælp uden tidsbestilling eller henvisning. Klinikken holder åben hver torsdag fra kl. 9 til 14.
Samtidig er 400 nye kvadratmeter åbnet til PAM med forbedrede undersøgelsesrum og sengestuer, som skal sikre ro og diskretion for patienter i akut psykisk krise. Indvielsen blev markeret med taler af bl.a. regionsrådsformand Bo Libergren og formand for Sundhedsråd Sønderjylland Susanne Eilersen.
Kilde: Sygehus Sønderjylland