39-årig rumænsk statsborger fik straksdom for 56 forhold af butikstyveri

dato

Butikstyverierne er fordelt over det meste af Danmark.

Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi fremstillede i dag klokken 09.30 ved Retten i Sønderborg en 39-årig rumænsk statsborger i grundlovsforhør. Han var sigtet for 56 forhold af butikstyveri begået i perioden fra 15. april 2026 til begyndelsen af maj 2026. Tyverierne er sket i dagligvareforretninger fordelt over det meste af Danmark. Heriblandt Ribe, Esbjerg, Sønderborg og Aabenraa

Fremgangsmåden var, at den 39-årige sammen med en medgerningsperson i perioden kørte rundt til dagligvareforretninger. Her gemte de kaffeposer i foret på arbejdsjakker. Det har for langt størstedelen af tyverierne netop drejet sig om kaffeposer. Kosterne har en anslået værdi på 100.000 kroner.   

Den 39-årige mand erkendte alle 56 forhold af butikstyveri, og han kunne derfor idømmes en straksdom. Den lyder på seks måneders ubetinget fængsel samt udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år. 
Han modtog dommen og er efter dommen varetægtsfængslet, indtil han kan afsone. 

Efterforskningen af de mange butikstyverier er foregået hos Udlændingekontrolafdeling Vest i Padborg, som er en specialsektion hos Syd- & Sønderjyllands Politi. Efterforskningen af butikstyverierne fortsætter, da politiet fortsat mistænker, at der er flere personer involveret i en del af butikstyverierne. 
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi