Politiet tager hånd om kollegerne efter alvorlig ulykke i nat

dato

En mandlig politibetjent afgik i nat ved døden, og en kvindelig politibetjent er fortsat i kritisk tilstand.

Hos Syd- & Sønderjyllands Politi er flagene i dag på halv, da en patruljebil i nat blev påkørt af en lastbil på den sønderjyske motorvej. 
De to politibetjente i bilen var kaldt ud til en glatføreulykke, og ved slutningen af oprydningen efter den ulykke skete påkørslen. 
Lastbilen påkørte de to betjente og deres køretøj, hvorved begge betjente kom alvorligt til skade og blev bragt til behandling på Aabenraa Sygehus. 
Der er tale om en 43-årig mandlig betjent, som efterfølgende afgik ved døden, mens den anden, en 25-årig kvindelig betjent, kom alvorligt til skade. Hun er overført til Odense Universitetshospital, og hendes tilstand er fortsat kritisk. 
De pårørende til de to betjente er underrettet. 

Politidirektør Frits Kjeldsen er torsdag på stationen i Aabenraa, hvor de to betjente var tilknyttet:
"Jeg er dybt berørt over meddelelsen om, at vores kollega er afgået ved døden, og at en anden kollega er kommet alvorligt til skade og fortsat er i kritisk tilstand. Vi sender vores tanker og medfølelse til alle berørte," siger politidirektør Frits Kjeldsen.
Politiet har aktiveret sit interne kriseberedskab for at tage hånd om de berørte kolleger.

Lastbilen blev ført af en 40-årig mand. Han blev kørt til undersøgelse på Aabenraa Sygehus og er ikke umiddelbart kommet til skade.  
De nærmere omstændigheder omkring ulykken skal nu afklares. Det sker i forbindelse med den efterforskning af ulykken, som er i gang. 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi